I sidste måned fik jeg adventsgaver af min ældste søster, det er så hyggeligt, det giver hun vores anden søster, vores mor og mig hvert år. Så kommer hun lige ud og stiller en pose med gaver et par dage før 1. december ❤️
Meeen!😍 I år gav hun mig blandt andet bogen “Lev mere tænk mindre”… af psykolog Pia Callesen. Den handler om depression. Og om hvordan man undgår det. Og hvad man bør gøre, hvis man har en lettere depression, for at komme ud af det asap.
Nå for dævli.. Altså, bør jeg være bekymret? For om jeg er depri? Efter at have sat spørgsmålstegn ved det, tror jeg det ikke. Eller, det er jeg ikke 💝 tværtimod. Nej, jeg tror ikke at min søster har givet mig bogen, fordi hun er bange for at jeg skulle være deprimeret. Hun vil bare gerne oplyse. Og vi er jo alle under himlens tag (som man siger på italiensk ‘siamo sotto il cielo’), dermed forstås, at vi alle er almindeligt dødelige og altså ikke kan vide hvad det næste øjeblik bringer. Så jeg synes at det er god viden at oplyse om, den bog jeg har fået af søs. Og med det også lidt om hvordan man tænker og ‘er’ i syditaliensk kultur. Det giver jeg derfor videre her
Disclaimer
Først og fremmest må jeg skynde mig at sige, at jeg ikke har læst hele bogen til ende. Det har jeg ikke, fordi at det ikke interesserede mig nok. Ikke fordi at det ikke er vældig spændende, fordi det er det, spændende og fint læsestof. Men jeg er ikke målgruppen. Og kunne hurtigt læse mig til, at jeg rent faktisk lever lige præcis efter de principper som bogen beskriver. Så forsætte med at læse var faktisk ikke opmuntrende, snarere ‘deprimerende’ – eller tungt at læse. Og der kan jeg love for at jeg er yderst selektiv. Er der noget der kan være til fare for min positivitet, lukker jeg det straks ude! Meget mere om denne tankegang, denne overbevisning kommer på de følgende linier. Det er dog inden vigtigt at pointere, med fed streg under, at én som jeg finder det ‘tungt’ læsestof, fordi det handler om depression og selvfølgelig om at komme ud af det. Er man til gengæld deprimeret, vil det jo ikke virke deprimerende at læse, her vil det virke opmuntrende. Fordi man får øje på vejen ud..
Hvad er bedst at gøre hvis man er deprimeret?
Hvad gør man, hvis man er depri?
Som psykologen indleder bogen med at skrive, på aller første side: “Hvis du lider af en alvorlig depression, skal du søge læge. Du kan ikke blive helbredt ved at læse og gennemføre øvelserne i denne bog. Bogen kan ikke erstatte et metakognitivt terapiforløb hos en MCT-I-certificeret klinik eller terapeut, men giver dig inspiration og ideer til en ny vej ud af mørke tanker og depression”.
Så er dette i hvert fald helt klart.
Har man en lettere/mildere depression, skal bogen kunne hjælpe. Og jeg vil i den anledning også gerne anbefale at læse den. Det jeg synes gør bogen god, er beskrivelsen af hvordan man skal gøre for at komme ud af sådanne situationer. Jeg har et inderligt håb om at folk der har brug for denne vejledning vil og kan tage tankegangen og værktøjerne til sig.
Hvad jeg synes er mindst ligeså godt, for ikke at sige fantastisk, at fortælle – eller genfortælle til de som mig som er så heldige at vide det i forvejen, er; lev efter de positive overbevisninger og tankegange. LUK MØRKET UDE! JUST DO IT.
For det er lige præcis dét der er hele humlen, hele kerne i hvordan vi formår at bevare et positivt sind – og det er noget vi selv kan og skal sørge for. Det foregår altsammen via vores hjerneaktivitet.
Bogen stresser, at man ikke må slå sig selv for meget oveni hovedet, hvis man ikke har/er i stand til at indstille sin hjerne til at ‘lukke mørket ude’. Det skal man i stedet lære. Jeg er meget enig. Men altså direkte til bottom line i denne bog: Vi skal tænke positivt. Og meget vigtigt, i kontrast til at gøre nogle af de ting der blokerer for positivt. Og det er kort sagt ‘søbe rundt i negativitet’. Eksempelvis tage sorger på forskud. Tro at man kan tænke sig ud af alting. Tro, at det der gør alvorlig ondt, såsom sorg over sygdom eller død, måske bliver lettere at leve og være i, hvis man bliver ved med at tænke over det. Nej… Kæreste læsere. Det bliver det ikke lettere af. Sorg og tilstande som gør ondt i vores sjæle, kommer vi aldrig, aldrig udenom i liv på jorden. Du kan ikke gøre noget ved det. ALT hvad du ikke kan gøre noget ved, er du nødt til at lade gå, hvis du ønsker dig et liv præget af glæde og positivitet. Mister du en kær til sygdom eller død, kan du ikke gøre noget ved det. Det gør ondt. Og det må det gerne. Du må observere at det gør ondt. Og du må også være ked af det. I et stykke tid. Og tale om det. I et stykke tid. Men du må ikke blive ved…….. Du er nødt til at slippe det, hvis du vil leve.
Det er sådanne nogle ting her, som bogen fortæller om. På en lidt anden måde, lige med undtagelse af ordet ‘observere’ – der siger bogen direkte noget om, at du netop må observere. Og så give slip, som skrevet, sagt med lidt andre ord.
Livet gør ondt, darlings…. Derfor skal vi altså ikke bruge for meget tid på at være kede af det.
Jeg vil gerne afslutte med at fortælle, at jeg godt nok er heldig, forstået på den måde, at jeg er heldig at være udstyret med den sjæl jeg har. Jeg er overbevist om, at det er min sjæl som har al æren for at jeg formår at leve et positivt liv. Være glad, Stærk, Komme videre. Hurtigt. Op igen. Op på hesten igen. Og så afsted. Mærket af livet, men klogere. Mere påpasselig og mere fragil, men stærkere. Mere snydt og forladt, men bevidst. Så jeg er heldig, ja. Heldig i livet, med venner og familie (heldig fordi jeg ønsker at være det, der har på begge konti været bevidste fra- og tilvalg, if you get my point).
Men jeg har været rigtig heldig i den mand jeg har ved min side. Han er nemlig fra syditalien. Og her, venner, kan jeg love Jer for at der ikke var/er nogen ‘kære curling mor’. Bevares, tiderne har ændret sig – heldigvis da – så du tænker, at der da må være noget curling at finde et eller andet sted syd for alperne? Jovist, det er der da også. Men det er ikke pointen her. Pointen i denne betragting er at man i Napoli, hvor Gildo kommer fra, har en iboende overlevelsesmekanisme som er kommet ind i sjælen længe før modermælken, og den dikterer at kun den stærkeste overlever. Der er rigtig, rigtig meget man kan være ked, depri, ærgerlig, rasende og frustreret over, at hvis man skulle gå op i det, kunne man ligeså godt lægge sig til at dø! Derfor lever napolitanerne efter netop denne overbevisning, som jeg har søgt at beskrive. De griner. De laver sjov ud af det, når tingene er noget lort. Når noget gør virkelig nas, ja, så observerer de det. Anerkender det. Accepterer det. Og lader det hvile dér. Lige dér. Og går videre. De kan ikke komme af med det. Men de kan heller ikke gøre noget ved det. For så havde de gjort det. De har det her overlevelses- og vinderinstinkt som gør, at de by default, per automatik, ikke tillader ‘det’ plads til at kunne formere sig for kun at bringe endnu mere dårligdom med sig.
Det giver da ret god mening, gør det ikke? Ikke tillade at give for meget plads til det der gør ondt. Fordi så formerer det sig og bringer intet andet end dårligt med sig.
Det vil vi ikke have! Vi vil have positivitet. Luk solen ind. Tænk positivt og vær positiv. Let’s just be happy.
Så derfor er jeg også blessed og lucky. Heldig at have en mand med det mindset, jeg kan love for at jeg har lært meget af både det og ham. Jeg håber så meget, hvis du har brug for det, at du også kan tage noget af det eller det hele til dig, via dette eller lignende skriv
Følg med mig på
Instagram: @iamwine_jenniferdelaloca, på FaceBook og her på bloggen