… Springe ud på dybt vand uden at have lært at svømme og uden redningsvest. Dikteret af mit oprindelige, teenage og ungpige-rebelske, feministiske, fandenivoldske mindset, som ‘dengang’ altid overbeviste mig om, at jeg jo var uovervindelig. Jeg kunne da det hele. Og var der noget nogen troede eller sagde at jeg ikke kunne, så skulle jeg godt nok hurtigt vise dem, at de selvfølgelig var forkerte på den. Koste hvad det ville.
Sidst jeg lavede en ekstrem overhalingsaktion i mit liv var for lidt over 10 år siden, og handlede både om at jeg ville vise mig selv og alle andre, at jeg kunne! Jeg kastede mig ud på dybt vand, velvidende at det nok ville blive en temmelig stor udfordring. Og måske endda lidt for stor. Ikke desto mindre var jeg både overbevist og absolut committed til at jeg naturligvis ville klare ærterne.
Jeg endte med at klare ærterne. Men prisen var ualmindelig høj. Og det tog mange år.
Moralen i det jeg lærte af dén lektie blev, at jeg simpelthen havde været for ung, uerfaren og ikke økonomisk stærk nok (læs: alt i alt godt gammeldags dumdristig) til at være givet mig i kast med hvad jeg gjorde. Nå. Det lykkedes som sagt at komme igennem prøvelsen, hvis jeg vil kalde det dette. Og min konklusion på det hele blev, at det ikke havde været det hele værd. Men så var jeg da blevet klogere.
Tænk engang, hvor ung (dum og bare øv-dum) har man lov at være i sit hoved, når man er 41 og får rodet sig ud i noget der ligner det som det man rodede sig ud i 10 år tidligere? I en anden skala, jovist, men alligevel.
Nogle gange – og egentlig ofte – må jeg tage mig selv til hovedet, spørge mig selv, hvornår jeg dog bliver voksen og ansvarlig, sådan rigtig voksen. Altså da. Man må godt tage chancer. Man skal tage chancer. Men da med rettidig omhu.
Online Vinskole
Min online vinskole, som jeg thank God heldigvis nu er færdig med, har været en ualmindelig stor mundfuld. Jeg havde i den grad undervurderet hvor svært det ville være. Hold nu op, det har været en udfordring af de helt store. Så stor at jeg har haft umådelig svært ved at se mig selv, min familie og mine ansatte i øjnene, i løbet af de ca 10 uger det har taget mig, at gennemføre det 7-ugers Online Vinskole forløb, som nu simpelthen er online, up and running og kører flere gange om året.
Man skal jo for f… være skuespiller for at lave sådan noget! Manuskriptforfatter. Ekspert i at optage video, i memory card, i lyd, i redigering og jeg skal komme efter dig. Man er jo nødt til at have været i medietræning – og det koster da boksen, er du gal (det nåede jeg ingen gang at komme, alt løb fra mig, tid, planlægning, alt). Man er nødt til at have alt muligt udstyr. Software, som også koster boksen. Foto lamper, stativer, det rigtige lys, det rigtige tonelejde, ikke for lys stemme (min stemme er ret lys), ikke for mørk, skarp i spyttet som en snigskytte. D-e-t e-r j-o h-e-l-t v-i-l-d-t, hvor lang tid det tager at optage video. At skrive en ‘film’. For det er jo i realiteten hvad jeg har gjort. En kortere én af slagsen, men der er da optaget flere timers materiale, så det er jo egentlig ikke kort, tværtimod. Men det er selvfølgelig en serie, og ikke en film, i og med at det hele kører over 7 uger.
Det er vildt hvor lang tid det tager. Og endda gøre det hele selv. Uden filmhold. Uden synderlig hjælp. Fordi det var faktisk hvad jeg gjorde. Og uden synderlig hjælp, for når man er mig, er man jo også alt for stolt til at spørge om sådan noget pjat! Hjælp? Hvem skal have hjælp. Jeg kan i hvert fald godt selv!.. Well… Anyway!
Adskillige gange var jeg tæt på ikke at nå mine egne deadlines, en enkelt gang nåede jeg det faktisk ikke, men man opdagede det (vist) ikke, fordi folk ikke var godt på endnu, altså de som allerede havde købt produktet, var ikke gået online endnu. For ikke at tale om alle de gange hvor teknikken bare lige pludselig ikke virkede – det vil sige ‘lige pludselig ikke virkede’, som i, jeg var jo sådan set også produktets umiddelbare ‘tekniker’. Arrrmennnn altså, for f… da.
Lære lektien
Jeg satser virkelig på at have lært lektien nu. Det må jeg have. Lært moralen.
Moralen som fortæller, du må gerne have travlt og være springfyldt med ideer og energi, som jeg oftest altid er. Du må gerne løbe afsted for at nå så meget som muligt. Du må gerne blive ved med at sætte nye skib i søen, du må gerne være nytænkende, innovativ og også springe ud, nogle gange, hvor vandet måske er lidt dybere og hvor du måske ikke har 100% styr på alt fra a-z, når du starter et nyt projekt op.
Men du må saftsusemig da for F……N da ikke kaste dig ud i et projekt, som du da vel for søren kan tænke dig til, vil være en kæmpe, kæmpe mundfuld – nikke-nikke-nej-da! – du må ikke springe ud i sådan et stort projekt, uden at have styr på tiden. Uden at have alt klappet og klart. Uden at være ultra-struktureret. Uden at have lavet dit manuskript! Nemlig, jeg havde som ikke engang hverken lavet mit manuskript halvt eller helt færdigt en uge inden jeg gik i luften!.. Jeg tænkte, jamen, det er da ‘piece of cake’. Jeg skal jo ‘bare’ formidle den viden jeg har om vin… Ja, klart!
Jeg har tidligere skrevet 10 tips til at få mere tid, og jeg er rigtig god til at ‘få mere tid’ – til at udnytte så meget tid som muligt (kæmper stadig med at lære at komme til tiden, sådan helt korrekt til tiden – arbejder ihærdigt på det og er blevet meget, meget bedre). Men her kom jeg altså ud på et ubegribeligt sidespor, som man altså ikke kan tillade sig at komme ud på, når man både har en meget travl forretning og en dejlig familie at passe på. Jeg havde jo helt sikkert heller ikke gjort det, hvis jeg ikke drev min forretning sammen med min mand. Jeg vidste jo godt, at han ville kunne trække lidt ekstra i en periode. Men han er faktisk endt med at trække en kæmpe, uacceptabel, stor del af min tjans, i alle de 10 uger jeg har lavet Online Vinskole færdig. NOt ok.
Det kommer ikke til at ske igen, I promise. Os individer med så meget krudt i enden, at det halve måske kunne være nok, skal altså huske at passe på dem der passer på os. Dem der står og går ved vores side, dem der bare er der i tykt og tyndt. Dem der kæmper og løber mindst lige så hurtigt som os, og som alligevel har tid til at være der, når vi har brug for det.
Ofte tror jeg at mange af os ikke tænker over, eller ser, hvad vores allernærmeste gør for os. Det skal jeg i hvert fald blive meget bedre til
Alle billederne i dette post er fra 7. uge på vinskolen, hvor jeg fik besøg af min mand Ermenegildo Russo – og som I kan se her, var der heldigvis også mange øjeblikke hvor det hele bare var skønt, sjovt og dejligt. Til de mad- og vininteresserede, kan jeg fortælle at vi gik i køkkenet for at sammensætte en håndfuld klassiske mad- og vinpar og hvis man gerne vil på Online Vinskole kan man læse mere om det hele og eventuelt tilmelde sig ved at følge dette link
