NeJ! Jo! Nej! Jo… NeJ – Jo for filen da… Eller?…. Eller hvad? Hvis man har noget at have det i? Arrr – bob-bob. Hvad så hvis man tager pis på sig selv, godt ved at man er lidt hys og ikke er en irriterende, nedladende, hånende, alt-for-bedrevidende vinsnob som da bare skulle hit the road og totally fordampe! – må man så?
Jeg ved det egentlig ikke. Hvad synes du? Må man være en vinsnob?
Jeg tror at jeg er det…. Men jeg mener jo ikke noget dårligt med det. Og jeg synes virkelig ikke, at jeg er nedladende. Eller hånende. MÅske er jeg lidt for bedrevidende nogle gange… Men det kan jeg jo vel arbejde på. Og det er faktisk også kun, når jeg er sikker på at jeg ved, hvad jeg ved. Så må man da godt holde på sit, selvom man fremstår bedrevidende. For det er man jo så, forudsat at nogle altså siger det modsatte af, hvad man selv siger. Så altså bedrevidende, fordi man ved, at man har ret… Man skal selvfølgelig pakke det ind i en passende ramme, man skal jo ikke være en dum idiot! Altså sådan en tarvelig bedrevidende én. Nu jeg skriver, forstår jeg, at det jeg personligt ikke selv bryder mig om er, ‘irriterende’ vinsnobber, dvs dem der ikke har forstået eller kan finde ud af, at pakke deres bedrevidenhed ind i passende materiale og i stedet bliver hånende, nedladende og vældig tarvelige i deres bedrevidenhed. Uff, hvor jeg afskyer det. Det er altså ikke i orden!
Nå, men tilbage til den søde vinsnob. Mig 😍
Nogle gange kan jeg tage mig selv i (altså bare mellem mig og mig eller Gildo og mig), at jeg nærmest bliver ked af alle de vine vi har liggende, som jeg ‘ikke gider at drikke’… Jeg ville være utrolig ked af at gå i detaljer med hvilke producenter og årgange det kan dreje sig om, fordi vi har virkelig kun gode vine liggende, så årsagen til at jeg ikke ‘gider’ at drikke dem, er ikke fordi at de ikke er rigtig gode.
Og hvorfor er det så? Mon fordi at jeg er blevet snobbet😱
Og apropos, vi har faktisk både hjemme og på restauranten kun gode vine liggende. Hvilket måske kan virke endnu mere snobbet at skrive, men jeg lover, at det er det faktisk ikke – og hvis det er, så er det på den søde måde 😇Promise – det handler nemlig om, at det er et helt bevidst valg vi har taget. Vi mener at man hver gang man drikker vin, skal drikke rigtig godt. Ellers kan det være helt lige meget. Og det gælder vores gæster i restauranten, vores gæster hjemme hos os selv og selvfølgelig os selv-selv, når vi er bare er os. Så vi køber kun gode vine hjem! I forskellige prisklasser, bevares. Men gode.
Tignanello
Nej, årsagen til at jeg ikke ‘gider’ at drikke dem, det er… Here it comes. Det er fordi at jeg, jo den søde vinsnob, desværre alligevel nok er blevet lige lidt for dum-snobbet. Her i mit eget lille vinunivers.
Jeg fandt ud af det i forgårs. Jeg har nok vidst det, men altså ikke lige været i kontakt med det.
Der sker det, at jeg går ind i vinkælderen på restauranten, for at vælge en flaske vin, som jeg ville tage et billede af, skrive en historie om, og lægge op på min instagram profil
Den første flaske der falder mig i øjnene, er Tignanello, så Super Toscaneren som mange kender til (læs evt Super Tuscan eller Super Toscaner – hvordan defineres dette udtryk) – og måske jo nok lige for mange, til min smag. Jeg synes jo (nu), at Tignanello både er død-kommerciel og for dyr, som i for kommerciel, også for dyr og derfor død! Uha, store ord og nok fare for at få Antinori-fans på nakken. Men det er altså min holding. I hvert fald som udgangspunkt. For så skete der noget. Jeg synes stadig at Tignanello er lidt for dødkommerciel til mig, men… mens jeg stod dér og tog mit billede, strømmede minderne ind.
Tidligste gode vinoplevelser
Tignanello var jo blandt mine aller tidligste WOW oplevelser med vin. Da jeg var en del yngre end jeg er nu og så ung og fantastisk dejligt naiv i vin og bare der var fart på barometeret som i masser af alt-det-jeg-slet-ikke-kunne-sætte-ord-på-dengang, sagt kort og unørdet; frugt, så’n fylde og længste vinkommentar ‘jo tak, den kan jeg godt lide!’, ja, så var jeg jo solgt som for en lakridsstang. Og Tignanello er selvfølgelig meget mere end ‘bare frugt, fylde og den kan jeg godt lide‘.
Tignanello er elegance, gentleman bløde tanniner, rund og fyldig (balance mellem strukturelle komponenter; tannin, alkohol og syre) røde og mørke bær, både friske og tørrede, ingen lakridsstang, men noter af lakrids, altid elegant og godt håndværk hver gang. Antinori er rigere end Joakim Von And og kan derfor bruge de penge på den ekspertise og vinteknik som skal til, for at præstere år efter år og, vigtig note, Tignanello (også Solaia) udgives kun i de bedste årgange. Hvilket absolut er afgørende for præstationsbalancen, hver gang de udgiver.
Nå. Men alt i alt stod jeg så dér, midt i al min vin snobbisme og blev helt blød i knæene.
Tignanello…. Du var ikke blot en af mine første wow oplevelser med vin. Du var også en af de vigtigste vine i mit liv. Du var First Choice Wine som Gildo valgte at forføre mig med, da vi lige havde mødt hinanden ❤️Commercial or not – how could I forget? ❤️