Forleden talte jeg med én jeg har vældig kær, som vanligt spurgte hvordan det gik, hvordan jeg havde det, du ved de almindelige spørgsmål man spørger om, når man tales eller ses. Jeg svarede automatisk at alt gik fint. Og det gør det sådan set også. Lige med undtagelse af at man godt kan blive en smule nedtrykt over hvordan man bruger sin tid , du ved, nogle gange – altså når det tager én, og man sådan for alvor pludselig giver plads til at tænke over det. Ja, jeg ved egentlig ikke om det er godt eller skidt. Eller det ved jeg jo egentlig godt, det er selvfølgelig godt i det omfang at man tænker over det. Dernæst tænker over hvad man kan gøre ved det – hvis man altså ikke er tilfreds eller glad nok ved tingenes tilstand. Og når man har eksamineret dette spørgsmål, tager man stilling til om der er noget man kan gøre?.. Og hvis man ikke kan det, jamen, så lader man (forhåbentlig) det hele ligge som det er. Og fortsætter ligeud af livets landevejs-trummerum.
Så efter vi havde talt færdig sagde jeg, du spurgte før hvordan jeg har det, og jeg svarede automatisk at alt er godt. Og det er det også, jeg er bare egentlig lidt nede over at man altid skal ‘løbe efter pengene’…
– Ja, svarede hun. Sådan er det jo. Ja… Sådan er det jo. Og så sagde hun, men du bruger jo også rigtig mange penge… Det kan man jo især se på dine instagram stories. Der ser ikke ud til at blive sparet på noget. Måske du skulle overveje den vinkel – altså hvis du tænker det du siger med at ‘løbe efter pengene’?
Umiddelbart tænkte jeg ikke mere over det og svarede, nok også lidt automatisk, at det kunne da godt være.
Men så slog det mig her til formiddag, hvor jeg netop lavede insta-stories omkring mine vinduer her i huset – uha ja, lyder det ikke spændende? – Altså det er det altså lidt, fordi som jeg fortæller på insta, er mine vinduer lige nu vældig snavsede og skal pudses. Og det gør jeg absolut ikke selv. Men sørme da ikke fordi at jeg er doven eller for fin, som i overhovedet. Tværtom, fordi jeg er en klovn! En klovn til at pudse vinduer, så hvis jeg skulle pudse hele vores hus’ sprossede vinduer (ok, fake sprossede, men alligevel), ville det tage min. 2-3 timer. Vinduespudseren gør det på 25-30 minutter!
Hvorfor i alverden skulle jeg bruge 2-3 timer af precious money making time på et stykke arbejde, som jeg slet ikke er i stand til at udføre ordentligt? Hvorfor skulle jeg bruge 2-3 timer på at miste penge (eller tid, for den sags skyld). Set fra en økonomisk vinkel, tjener jeg da langt, langt mere på de 2-3 timer, end jeg nogensinde ville gøre på at pudse noget som helst vindue. Set ud fra en endnu mere værdifuld vinkel; tiden. Hvorfor bruge 2-3 timer af værdifuld tid, på noget man ikke engang får lavet ordentligt Med mindre man er vild med at pudse vinduer, så kan der jo være en mediterende effekt i det; eksempelvis stryger jeg pt selv alt vores tøj. Fordi jeg godt kan lide at stryge (og fordi jeg mangler en seriøs hushjælp), er rigtig god (og hurtig) til det (det må man godt sige om sig selv), og fordi jeg har helle når jeg stryger. Det er meditativt for mig, jeg slapper af og får enten ladet op eller tænkt så mange fantastiske nye tanker, får så mange nye ideer og formår at få bundet ender, slået knuder og bare rydde op i mange af de ting jeg skal i løbet af en almindelig dag/uge. Eller år for den sags skyld. Ryddet op i mit sind. Nå. Ergo, har man det med at pudse vinduer som jeg har det med at stryge, skal man selvfølgelig ikke ringe efter vinduespundseren. Men er man som mig en klovn til at pudse, ja, så er der rigtig meget resonans i at udlicitere opgaven.
Og herfra kommer jeg så frem til mit penge-brugende jeg, fremfor at spare, i hvert fald ifølge hende jeg har kær. Og det var dér det slog mig, midt i mine tanker om vinduespudseri; ja, det ser på Instagram og mine stories (følg gerne med her) ud som om at jeg bruger en frygtelig masse penge på luksus. Have det godt. Spise dyr og lækker mad. Drikke dyre og sjældne vine. Rejse. Og så videre. And guess what. Det er også rigtigt, det gør jeg – dvs det gør vi, Gildo og jeg. MEN
– fordi, jeg har jo overvejet om jeg bør spare, for at slippe for de kvaler jeg indledte med, dvs dét med at ‘løbe efter pengene’ – og det bør jeg faktisk ikke. Fordi når jeg laver et simpelt regnestykke på hvad vi omsætter for/tjener og hvad vi bruger, kommer jeg hurtigt frem til, at de penge vi netop bruger på at forkæle os selv, er givet rigtig godt ud. Givet godt ud dels fordi at man simpelthen er nødt til at forkæle og være god ved sig selv, når man arbejder røven ud af bukserne som vi gør (pardon my French). Ellers ville jeg f… aldrig kunne holde til det liv jeg lever. Dels er størstedelen af vores ‘eskapader’ arbejdsrelaterede.. Det er altså rigtigt! Vi er i jo F&B og selvstændige. Og det betyder mad, vin og hoteller.
Så bottom line. Som jeg også delvist indledte med; jeg er lidt nedtrykt over at vi/man altid skal løbe sådan efter pengene, livet igennem. Men kan jeg gøre noget ved det? Ja. Jeg kan godt spare en lille smule. Og det har jeg tænkt mig at gøre. Men det bliver ikke meget. Fordi det kan simpelthen ikke betale sig. Det kan ikke betale sig for os at spare, det er ligesom dét med tilvalg af vinduespudseren. Ergo må jeg ligesom størstedelen af resten af verdens befolkning, affinde mig med at de penge dér… Dem er man sgu nødt til at løbe efter resten af livet. Penge kommer aldrig til at komme af selv – og hvis de nogensinde skulle gøre det, kan jeg love dig for at ‘easy come, easy go’ – Trust me, you don’t wanna go there! Det er slet ikke dét værd at få adgang til ‘lette penge’.
Det koster rigtig meget tid, penge og frustrationer at tjene og få adgang til netop tid og penge, og uden frustrationer…
Følg med mig på
Instagram: @iamwine_jenniferdelaloca, på FaceBook og her på bloggen