– er jeg jo stadig mig. Jeg beholder min titel som Italiensk vinambassadør, men det var og er på et yderst hængende hår.
Jeg var alt andet end tilfreds, både inden jeg tog afsted til Verona i år, for dels at deltage på Vinitaly International Acadamy’s uddannelsesinitiativ, dommer på 5 Star Wines – the Book samt Vinitaly. Og desværre også efter jeg nu er kommet ‘rigtig’ hjem igen. Jeg var helt klar over at jeg ikke havde læst nok. Overhovedet. Jeg begyndte at læse op lidt over et par uger inden jeg tog afsted.
Da jeg kom hjem fra Verona sidste år i april, var jeg helt klar over at jeg skulle lægge mig i selen, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om at komme højere op i graderne qua studierne via Vinitaly Academy. Vidste at jeg skulle læse en vis legemsdel ud af bukserne. Men gjorde jeg det? Nej. Det gjorde jeg ikke, fordi jeg havde alt, alt for travlt med mit job. Så det er jo fair nok. Jeg er jo voksen, så det med at studere er i sagens natur nødt til at komme i anden række, først skal der brød på bordet.
Alligvel var jeg (og er stadig) så umådelig skuffet over mig selv. Over at jeg endnu engang ikke har fået læst nok til, tilnærmelsesvis, at kunne blive italiensk vin ekspert. Og at jeg beholder min titel, er som sagt på et hængende hår. Jeg synes at det er pinligt.
Hvad er det nu at man siger i sådanne situationer her? At man lærer langt, langt mere af sine failures… Ja.. Det må være dét der skal til. Mit ‘nederlag’ gør klart at jeg tænker meget anderledes over, hvordan jeg skal gribe tingene an de næste 12 måneder. På en måde er det såre simpelt; strategi og eksekvering. Men jeg skal jo have det hele til at gå op i en højere enhed. Det er jo det der altid, altid er så tilbagevendende svært. Det bliver ikke just en smal sag, men så meget desto bedre. Så må jeg bare kunne lære det! Men øv, hvor er det bare øv. Selvom jeg på en måde også er glad for at tingene er som de er nu. Det giver mig det spark i r… som jeg har brug for, for at tage mig sammen. Det handler netop om dét med at fejlene man begår, er dem man har mulighed for at lære rigtig meget af.
Så jeg må bare på med vanten og lægge sutten fra mig. Jeg er egentlig først landet lige nu. Vi kom hjem fra Verona i sidste uge, men ugen forsvandt før jeg nåede at se mig om, og så var vi afsted igen fra i søndags til i dag. Tilbage på computeren fra i eftermiddags til nu. Og her får jeg endelig skrevet igen her på bloggen, der har jo været fuldstændig stille de sidste tre uger.
Kl. er 17.10. Vi har fri i aften. Jeg går lige ud og løber mig en tur, får talt lidt mere med min skuffethed og fortsætter med at lægge min strategi- og eksekveringsplan. For de næste mange måneder. Snøft. Ja.. jeg har lidt ondt af mig selv, kan jeg godt mærke. Sikker på at løbeturen – den første af slagsen i ugevis – vil hjælpe på det hele.
Følg med mig på
Instagram: @iamwine_jenniferdelaloca, på FaceBook og her på bloggen