Den verden hvor vinflasker sælges til flere hundrede tusinder af kroner og dollars, er en verden fjern for mange, hvor langt størstedelen af os – det druenydende folk – har svært ved at forstå at (eller om) det vitterlig kan være rigtigt. Ikke desto mindre er det ganske vidst; sørme ja, der er adskillige ‘almindelige’ flasker på bare 75 cl som sælges for kvarte og halve millioner, og de kan såmænd også koste meget mere end det. Om vinene så reelt er pengene værd, kan diskuteres fra nu og til evig tid, men man kan ikke løbe fra at værdien følgeligt er til stede i øjeblikket, når der er et købestærkt marked.
Som med alt andet hvor der er store penge i spil, finder man ofte også fup og bedrag. I kølvandet på Rudy Kurniawan skandalen, og nu den nyligt bedragerisigtede John Fox fra California’s Premier Cru (som har overgivet sig til FBI, han erkender sig skyldig i bedrageri for mere end 45 millioner dollars), er en ny tv-dramaserie på vej; “Connoisseur”. Star Trek skuespilleren John Cho skal ifølge Variety spille ‘the bad (charming) guy’ – ham som snyder verdens rigeste og mest magtfulde personer til at købe falsk vin for millioner.
Men ligeså boostende for verdens vinmarkeder og spændende for adrenalinen, som serien nok vil være – jeg glæder mig meget til at se den, ligeså ‘iderig’ og bekymrende vurderer jeg desværre også at den bliver.
Den kan nemlig hurtig gå hen og blive en manual for andre overkreative sjæle, som netop Fox og Kurniawan. Og dette sandsynligvis en del længere nede i vin-hiearkiet, hvad angår kvalitet/prestigevine. I det lys vil det på pågældende niveauer blive stadigt sværere for både forbrugere/vinkøbere og vinhandlere at samarbejde, tilliden bliver nemlig sat på en alvorlig prøve. Alt imens er det klart at ‘de rigeste og mest magtfulde’ for nuværende, har fået taget deres forholdsregler og i dag er langt mere på vagt end vanlig – og desuden langt mere ressource stærke, med rig mulighed for at købe sig til bedre indsigt i og vurdering af investering af vin. Almindelig snusfornuftig intuition er nok også noget der bliver arbejdet mere intensivt med end tidligere. Således vurderer jeg faktisk at salget af Fine Wines vil fortsætte forstærket, hvor de mest betroede, uplettede vinsælgere bliver endnu mere eftertragtede. Aldrig før, som nu, har der været så meget goodwill, prestige og værdi i at sælge og investere i vin. Dyr vin.
Samtlige af alle øvrige vinhandlere nedad i vinkæden, fra dem som sælger mellemgode dagligdagsvine til gode bourgogner, er til gengæld den gruppe af købmænd, jeg tror får det sværest. Den produktionsmæssige og økonomisk galoperende vinindustri og de millioner af vinentusiastiske individer på verdensplan vi i dag er vidne til, er nemlig forholdsvis ny. Vi skal ikke mange årtier tilbage før noget så nu anerkendt som Barolo slet ikke fandtes i vores bevidsthed. Der hersker en enorm uvidenhed omkring vin. Internt på vinmarkedet. Fra forbruger til vinhandler. Og sågar fra vinhandler til producent.
Vin er en videnskab. En videnskab der skal studeres og forstås. Som tager adskillige liv at tage ind. En videnskab der både kan forkortes, forlænges, udvides og indskrænkes. Så den passer til den enkeltes behov. Men ikke desto mindre en videnskab, hvis fundament er nødvendigt at forstå, for eksempelvis at kunne vige udenom de mange tusinder falske vinprodukter, som i dag er på markedet. Og det tifold af produkter, vi endnu ikke har set, som vil komme. Især i mellemkategorien, hvor publikummet er størst. Her er det vigtigere end nogensinde, personligt at klæde sig bedre på hvis man mener det, når man siger at man går op i vin.
For egen vindings skyld, er det afgørende når man investerer i vin. Og for søren, om det er vigtigt at man, som minimum, også får rystet basal vinkundskab ind i de mange ledere og direktører der lufter tanker og teorier om emnet ved de gentagne business dinners de afholder, og er med til. Tanker og teorier der så absolut er mere end velkomne – det er kun fantastisk at vin er så udmærket et samtaleemne. Men 9 ud af 10 har svært ved at smage forskel på Cabernet og Merlot, ved ikke hvordan diverse (faglige) termer som syre, mineralitet og sågar alkohol defineres, forklares og forstås. Det er selvfølgelig fordi de er rigtig dygtige til alt mulig andet og endnu aldrig har lært hvordan vinkundskaben skal gribes an.
Men det kan man let gøre noget ved, hvis man vil. Og derved i det lange løb, være med til at bekæmpe den falske vinhandel, øge integriteten og styrke den globale bæredygtighed indenfor vin.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Få 5 klassiske mad- & vin par,

der virker hver gang

Når du tilmelder dig, tilmeldes du også mit nyhedsbrev🥂

Scroll to Top