I forgårs startede jeg på at lave 24-timers kagen ‘Sette Veli’ (jeps, still on HOLIDAY – i hvert fald lidt endnu). Og det tog TIMER at få den gjort færdig – trak tænder ud, very, very Big time og var pretty exhausting! Og så var den endda bare ‘so-so’ da vi endelig nåede til at skulle smage den i går aftes. Snøft
Jeg lægger først opskrift og ‘what not to do 🙄’ op her på bloggen en af de næste dage (opskriften er lang og kompliceret), lige nu sunder jeg mig stadig ovenpå arbejdsbyrden 😂😂😂😂 Men man kan se alle mini videoerne af kagen under tilberedningen, på min instagramprofil under gemte videoer (højdepunkter) her
En kage… Det er vældig spændende at betragte, udfra sine følelser og ræsonnement, hvor man befinder sig i forhold til ret vigtige ting i ens liv (som at iværksætte/skabe ‘nyt’ eller mere) tænker jeg – set Illustreret i bakspejlet af en kage man har lavet (prøvet at lave..) Heraf titlen på denne post – jeg kommer til det
Nå, men det er det der med at kunne skabe noget helt fra bunden og gøre det til noget ganske særligt, der driver værket, ikke? Det må gerne helst blive forvandlet til noget helt spektakulært. Og så kaster man sig ud i et konditor-skill krævende ‘mesterværk’ , som ‘Sette Veli’. Mens man nærmest ikke kan skelne sukker fra salt! (Overdrevet – skal bare lige smage på det nogle gange, for at være sikker jo)
Hvad sker der for det?
Det er jo ligesom de stakkels mennesker der stiller op til X-Factor uden at kunne synge en eneste tone ren. Hvorfor var der ingen der stoppede dem, sidder man på sofaen derhjemme og tænker (just for the record – Gildo prøvede at stoppe mig!🤣)
Man ved det godt inderst inde. At man slet ikke er nogen kage-haj. Og på vej hen til X-Factor, ved man også godt, inderst inde, at man ikke er nogen ny Adele.
OG man bliver, bag den pæne voksne facade, alligevel 5 igen, når man forventningsfuldt sidder og kigger på dem man har inviteret til at smage kage . Og kan se at… de prøver at være diplomatiske … men får hurtigt neonbelyst, at den kage nok ikke engang er en ommer 😭 De spørger i stedet:
– Hvorfor har du egentlig lyst til at bruge en hel dag (af din ferie) på, at lave en kage… og så een af de sværeste? – du har jo ingen forkundskaber whatsoever? Hvad var der i vejen med en helt almindelig chokoladekage, hvis du absolut måtte ? Du kunne også bare have købt en…
jaaa. Ærlighed længe leve 😍
Jeg siger også tingene lige ud
Men det ændrer ikke på, at jeg VIL lykkes med at lave den svære. dumme kage, så den smager som den skal! Og ser ud som den skal!
Og hvorfor egentlig?
Fordi jeg, ligesom mange og langt de fleste andre, for ikke ar sige alle, fra tid til anden har brug for at skabe noget. Noget nyt. Noget mere. Måske noget bedre? Helt fra bunden. Og helst uden nogen som helst form for forkundskaber (læs: hjælp). Så er der nemlig endnu, endnu mere anerkendelse i sigte, når/hvis projektet lykkes. Mere prestige – for man er da NOK noget af en vinder, hvis man sådan der lige bare pludselig springer ud i noget og viser sig at være et naturtalent. En succes! Og tænk sig hvad det ikke potentielt kan bringe med sig af ydeligere succes?
Og det er netop humlen i mit kageeventyr forleden. At kunne finde ud af noget som er prestige fyldt. At være en succes. Sin egen. Og qua dette også være succesfuld i andres øjne. Det giver rigtig godt på selvtillidskontoen – det kan lyde alarmerende når psykologerne/psykoterapeuterne læser med, og tak for eventuelle venlige tanker, men det er vigtigt også at huske på, at det at have selvtillid og ønske at modtage denne form for anderkendelse, som jeg her taler om og beskriver, ikke behøver at betyde at ens selvværd er lavt. Det er helt rigtigt, at det kan det være. Men jo ikke nødvendigvis 🥰
Nogle gange har man brug for den fra andre. Anerkendelsen. Andre gange fra sig selv. Nok og sund selvtillid er ultra vigtig, og selvværdet endnu vigtigere. Men anerkendelse er virkeliig highly, highly undervurderet. Anerkendelse er livsvigtig og burde være en fundamental menneskeret.
Vi har alle brug for og SKAL alle have at vide hvor dygtige vi er! Forstå mig ret, ikke noget med at over gøre komplimenterne og belønnelsen, når vi har været eminente. For meget af det gode er steget mange til hovedet, som efterfølgende ikke er til at hive ‘ned’ igen. Alt med måde.
Så selvfølgelig handler det om at jeg gerne vil have anerkendelse – og bare kunne – når jeg pludselig laver kage i 24 timer. Og hele historien kunne have endt her. Men det stikker dybere end dette.
Og hvad angår det at skabe.. Det behov som vi alle har. Jeg har skabt – og været med til at skabe – meget forskelligt. Børn, familie, venskaber, kærlighed. Debatter, dialog, forandring. Business. Penge.
Jeg er iværksætter. Vist 95% – hvis jeg husker ret – i følge personlighedstests jeg tog da jeg var lidt yngre. Behovet for at blive ved med at skabe, forsvinder aldrig. Vi har det alle, for altid. Selvfølgelig på forskellige niveauer.
Så 24-timers kagen her, handler om anerkendelse og det at Skaanderup. Men er symbol på noget helt præcist der foregår i mit indre, som jeg indtil nu havde svært ved at sætte fingeren på. Trangen til at skabe noget HELT nyt og spændende. Nye stimuli. Nye eventyr. Nye prøvelser. Ny visdom. Nye forståelser Skubbe egne grænser. Gro. Blive bedre. Klogere. Dygtigere. Stærkere. Kunne mere.
Sult. Det handler om at være sulten (vist på flere planer 😍)
Og blive ved med at være det.
Og så er der dét med at kunne forvandle råvarer fra at være netop dét, til kulinariske retter som skaber saglighed i folks øjne, når de smager. Det har jeg altid rigtig godt kunne tænke mig. Der er nogen der bare har den dér iboende chef-ness. De er Born to Cook. Ligesom Gildo. Han slynger den ene fantastiske ret ud af ærmet efter den anden. Og så tager det ham ikke mere end en 20-30 minutter. Jeg er mindst – mindst – ligeså langsom til at kokkerere som jeg er til at løbe. I dag løb jeg 6 km på 40 minutter 😂😂 Dermed ikke sagt at jeg slet ikke kan lave mad (Gildo er ikke enig..) Men det er altså fordi jeg ikke har tid! Som sagt, for det første er jeg langsom i et køkken. Og for det andet er mit arbejde et helt andet.
Og herved kommer jeg jo så til det springende punkt
Hvad er det der bobler? Der er lidt forskelligt.. Og ikke noget jeg taler for højt om. For hvad nu hvis jeg ikke er sikker? Hvad nu, hvis jeg siger at jeg ønsker at skabe noget, som så alligevel ikke bliver til noget? Det har man jo ikke lyst til. Man vil gerne være sikker. I hvert fald være sikker i sig selv, før man siger det højt. Så kan det være lige meget om tingene lykkes i sidste ende eller ej. Bare man er i sync med den fornemmelse man har i sin mave. Jeg er ved at være klar til at skabe nyt, opleve nye eventyr. De ting jeg tænker over, har helt klart en kulinarisk edge – men slet ikke noget med at skulle stille op til bagedyster eller Masterchef (det må man vist heller ikke, hvis man er restauratør 🧐)
Det er helt klart, at Sette Veli-kagen er en ommer for mig – gotta nail that cake!!
Og så kan jeg nok ikke blive ved med at holde låget på den gryde der bobler afsted indeni mig
Gad vide om jeg bliver klar, når jeg får krammet på den kage?… Dèt bliver altså virkelig spændende at se. Det kan jeg godt være tilbøjelig til at tro. Så – I guess, to be continued 🌸🥰…
Og virkelig – grav lige et par spadestik dybere indeni dig selv, næste gang du ‘roder dig ud i noget’, som på overfladen nok synes forholdsvis tilforladeligt – det var jo bare en (konditor uddannets erfaring-krævende) kage, aften all! 😛
Hvem ved? Måske er ideen og kapaciteten til at skabe et nyt LinkedIn, AirBnb, Uber eller noget andet fantastisk, lige ved at boble over indeni, i unikke dig? ❤️ Think about it
Følg med mig på
Instagram: @iamwine_jenniferdelaloca, på FaceBook og her på bloggen