Dengang Vinho Verde var noget du forbandt med ligegyldige magre hvide vine med eller uden brus – de såkaldte ’perlende’ Vinho Verde-vine – er heldigvis så svunden en tid, at man i dag når man præsenteres for området, med rette kan ånde lettet op og bare nyde at der er taget hul på et helt nyt, fint og forfriskende kapitel
Sidste måned deltog jeg i et arrangement der var stablet på benene, for at hjælpe med at sætte Vinho Verde på vin-verdenskortet over ikke-længere – skal vi kalde dem no-go-listede’? – vintyper og stilarter.
Det var en kæmpe fornøjelse! Det var garvede Ruth Tilgaard fra Vinens hus, der havde fået opgaven af Comissâo de Viticultura da Regiâo dos Vihos Verdes; at sætte et event sammen, som skulle kunne løfte de præsenterede vine til det niveau de fortjener.
Til formålet var både Thomas Rudberg (Dinvinguide) og Christian Thornsholt (restauratør, sommelier og VM-sommelierfinalist) hentet ind som værter og ordstyrerer, mens selve eventet blev afholdt på en af byens hippe Restauranter; Trio. De e serverede 10 forskellige miniretter/smagsoplevelser over et par omgange som skulle akkompagnere vinene.
Ideen med arrangementet var genial. Vi skulle smage os frem til hvilke af de forskellige Vinho Verde vine vi fik serveret, der ville stå bedst til de forskellige miniretter. Henover bordet drøfte hvorfor vi fandt noget matchede fint. Og hvorfor noget andet ikke gjorde. Det vil sige sætte smagsfingeren på netop hvorfor en given vin eventuelt ikke havde nok syre, smag, kraft, fylde, balance, mv til at stå til en af de givne miniretter.
Og omvendt hvorfor en given af miniretterne ikke formåede at spille op til vinen. Kunne det være fordi at der eksempelvis var for meget/lidt salt i retten? Manglende/for mange syreelementer? For meget/lidt fedme? Sødme? Bitterhed? Umami?
Det var en kæmpe fornøjelse at være med til og så langt fra de meget mere almindelige smagninger, hvor fokus i sammenhængen kun er på vinen og mad sjældent får lov til at spille den vigtige og ligeså afgørende iboende rolle, som maden selvfølgelig også har.
Vi smagte i alt 9 vine, 8 hvide og 1 rose. De hvide var enten lavet på en enkelt af disse autentiske portugisiske grønne druer eller på et blend af samme; Alvarinho, Loureiro, Avesso, Arinto, Trajadura. Rosè’en på den blå drue Espadeiro
Maden – på første servering fik vi
- Saltede kammuslinger med agurk og hybenrose
- Rimet makrel med gran
- Rødtunge med fermenterede asparges
- Salat med ansjos
På anden servering
- Grillet blæksprutte
- Jomfruhummer i kålblad
- Svampe på toast
- Kartofler med caviar
- Comté
- Tilia mundo gedeost
Mad & vin sammensætning
Der var mest der gik fint med vinene og meget mindre som ikke duede. Skønt! Det er derfor lettere at starte ’omvendt’ og her nævne de kombinationer som havde sværere ved at følge med. Med ’Svampe på toast’ fandt jeg ikke selv frem til et super match, de fleste hvide havde ikke smag nok mens især én af de hvide, som havde fået trælagring, helt overdøvede svampetoasten. Men hvis jeg skulle vælge en vin til retten her, ville jeg tage rose’en lavet på Espadeiro
I Vinho Verde plejer der at være gode kombinationer at finde mellem hvidt og grillet fisk. Vi fik ‘grillede blæksprutter’, som dog ikke helt havde nået at møde grillen inden service. Dette til trods: Den gode syre der kendetegner vinene fra Vinho Verde, akkompagnerede, i omkring halvdelen af vinene, fint sprutterne mens de der havde fået træ overdøvede. Med kartoflerne med dild (og en lille smagsprøve på caviar pænt placeret øverst på retten) stod især 3 af vinene til retten. De fremhævede især dilden – nogle påpegede også løjrommen, den fik jeg desværre ikke fat – mens caviaren ikke lykkedes at komme til sin ret, med nogle af vinene, overhovedet. Og sidst, må en vigtig anke være i forhold til ostene, hvor vinene overordnet ikke kunne stå på mål. Jeg fandt blot én, den vin der havde fået et pænt skud træ. Den formåede som den eneste at give lidt plads til den ene af ostene, gedeosten.
Vinho Verde må gerne lege med !
Og når alle disse ‘forbehold’, som jo skal ses i en vældig konstruktiv kontekst (vi blev jo bedt om at forholde os kritisk til hvad som duede, hvad som ikke duede og hvorfor) er stillet for skue, har jeg blot positive minder om samtlige af de vine vi smagte. Der var simpelthen så meget kvalitet, mere end jeg havde turde håbe på. Og tro nu ikke at jeg havde lave forventninger til smagningen, og derfor er blevet positivt overrasket. Sådan hænger det nemlig ikke sammen – de seneste år har jeg smagt mere og mere seriøst Vinho Verde. Så jeg deltog tværtom netop med visse forventninger til at jeg netop ville blive præsenteret for kulinariske fornøjelser. Og det gjorde jeg. Der var rigtig meget kvalitet i de vine vi fik. Og det var som sagt spændende at skulle smage med mad til. Jeg søger altid at undlade at kigge på priser, når jeg smager, men efterfølgende har jeg naturligvis noteret mig hvad nogle af de forskellige vine kan erhverves til, helt eksakt de som er i Danmark. Og jeg kan kun sige at det er charmerende. Vi er nede på priser der starter på 45,- per flaske, for rigtig godt håndværk – og ikke mindst med passionerede mennesker bag. Lad os ikke glemme at Vinho Verde indtil for nylig var klassens kluntede Arne, som altid blev holdt udenfor – fair eller ej (i øvrigt altid unfair at holde udenfor) er ikke så vigtigt. Hvad der i stedet nu er afgørende, er at tingene har ændret sig. Så Vinho Verde må gerne lege med.
