Mega klichè, det ved vi jo godt. Livet er lige nu! – Hvem ved ikke det? Lever vi efter det? Lever du efter det? Jeg gør, vi gør. Jeg er så vældig, helt og aldeles klart overbevist om dette faktum og altid ubarmhjertig grædefærdig klar til, at livet netop er lige nu. AT det kan blive revet fra mig på et splitsekund. Mit eget, ja. Men omg, også dem jeg elsker, deres liv. Så klar, at jeg nogle gange og alt for ofte, tager mig selv i at forestille mig det værste hvorefter den smerte, som det værste vil afstedkomme breder sig i mig som en steppebrand. I sekunderne efter eliminerer jeg konsekvent enhver negativ, drænende og umiddelbart unødvendig forestilling.
For hvorfor forestiller jeg mig overhovedet disse svære ting, hvorfor lader jeg mit krop og sind gå dem igennem? Fordi jeg prøver at forberede mig på det værste, så jeg måske er bedre rustet, når jeg en dag skal miste. For det skal jeg jo. Men det værste, som ligger og lurer ude i fremtiden, skal jo i hvert fald ikke ødelægge mit liv lige nu! Derfor er jeg også blevet rigtig, rigtig dygtig til på kommando at fjerne sorger på forskud når de kommer listende. Vel vidende, at alt hvad jeg ser på gennem mit hjerte og mine øjne, alt hvad jeg lytter til gennem mine ører, alt hvad jeg udtaler gennem min mund, kan og vil være så fantastisk som mit sind tillader det. Og derfor har jeg et fantastisk liv. Fantastiske mennesker omkring mig. Fyldt med kærlighed. Og derfor er jeg lykkedes med at skabe mig et liv fyldt med muligheder.
Men den sidste periode har været særlig svær. Jeg har taget lidt for mange sorger på forskud. Haft lidt for mange negative forestillinger, som jeg dog hurtigt har fået slået ned. De er bare kommet tilbage igen alt for ofte. Det handler natuligvis om at vi med alderen bliver stadigt mere bange for alt muligt mellem himmel og jord. Det hører sig med. Mange af os ved heldigvis at angst fordrer angst og at vi derfor er aller bedst tjent med ikke at fodre de forskellige former for frygt vi går rundt med. Ved at lade dem få lov til at fylde. I stedet se dem i øjnene og tage ejerskab over dem så ‘vi’ kontrollerer vores dæmoner og ikke omvendt.
Min mand er stærk og fantastisk og meget ulydig!
Jeg har en meget stærk mand. En fantastisk mand. Intelligent, kærlig, pragtfuld og alt muligt andet helt vildt dejligt. Men også meget, meget stædig og meget ulydig! Han tror at han stadig er maks 35 og har samme fysiske styrke som i sine allerbedste år. Det er hans hjerne og mindset helt overbeviste og enige om. Så enige at han tonser afsted med så mange kilometer i timen at ‘de unge’ som ikke engang er halvt så gamle som ham, slet ikke kan følge med.
For fem år siden fik han desværre overdrevet så voldsomt, at vi med samme dags virke måtte nedlægge en del af vores virksomhed. Det var dengang at vi ikke kun importerede frugt, grønt og øvrige delikatessevarer til vores egen virksomheds forbrug, men også lavede måltidskasser med de mest fantastiske syditalienske (jo egen-importede) fortrinsvis økologiske fødevarer, som vi leverede til husstande i København, på samme måde som f.eks. Årstiderne. Ja.. Der var et kæmpe potentiale. Det var fysisk så umådelig hårdt, men det var vi jo vant til!!, ikke sandt? At ting er hårde, det er jo noget vi forventer. Det er jo nærmest som om at vi slet ikke kan finde ud af det, hvis tingene ikke er lige ved at knække os midt over til vi giver op! Ahrmen altså, someone, ring efter en voksen!
Anyway. I 2015 måtte Gildo lige flytte en halvanden palle med vandmeloner, med en manuel palleløfter. Alene. For han havde selvfølgelig hverken tid eller tålmodighed til at vente på en kollega. Der lød et knæk i hans ryg, har han fortalt mig. Han kunne mærke at der var et eller andet som føltes mærkeligt. Fortsatte sit arbejde. Var lidt ‘semi-frisk’ resten af dagen, vi kom hjem om aftenen, af med sko og overtøj. Han satte sig udmattet træt i sofaen og bum, nu kunne han pludselig slet ikke røre sig. Jeg kan ikke huske præcis hvordan vi gjorde den pågældende nat, hvordan han kom sig, hvor hurtigt osv. Men vi lukkede vores måltids-kasse firma dagen efter. Vi har af forskellige omgange efterfølgende, været til røntgen og MR-scanning med mistanke om diskoprolaps, men de fandt aldrig noget som skulle opereres. I løbet af årene efter har Gildo haft få, mange og ingen smerter i perioder, samhængende med hvor meget og hvor lidt han har presset sig selv fysisk
Livet er lige nu
For nogle uger siden begyndte smerterne pludselig at tage til. De blev stadigt kraftigere. Da vi var i Italien sidste gang erkendte Gildo, at nu skulle han til lægen. Fordi, det er jo ikke sådan at han begejstret selv foreslår at vi skal en tur til lægen. Og som oftest bliver der vendt øjne, gestikuleret med arme – et par enkelte gange også med ben – og med et meget voksent tonelejde og blik får jeg at vide, at ‘He’s Got It’! Haaaan er heeelt klar over hvor langt hans fysik holder!..!..!..! Yeps.
Smerterne var i denne omgang anderledes. De sad flere forskellige steder i kroppen. Til venstre over lysken. Til venstre under lysken Så med jag under ribberne. Så ud i siderne. Konsekvent voldsomt over lænden. Ned i benet.
I fredags var vi til lægen og på baggrund af de smerter han beskrev da vi var der (til venstre over lysken), sagde hun ‘pancreas’. Så bugspytkirtlen. Vedørende ryggen og benet sagde hum (altså vores læge), ‘det er noget andet
– Og hvad betyder det så at der er noget med Pancreas, spurgte jeg? Det ville hun ikke sige, som hun sagde -‘det kan være alt muligt, der er ingen grund til at jeg begynder at fortælle alt muligt som kun gør urolig og som måske slet ikke har noget på sig. Og det kan i øvrigt også være galdesten’, Det havde hun jo ret i. Men ikke desto mindre går man jo direkte ombord i computeren og læser side op og ned på alt hvad man tror man bør vide om pancreas.
Og kommer følgeligt hele følelsesregistret igennem, husker at livet er lige nu. At det har det altid været. Ser det nu som om det passerer forbi. En universel ydmyghed tjekker ind. Man mærker ikke længere gulvet, mave, hjerte og svælg trækker sig sammen. Tårerne presser sig på. Og alle frygtscenarierne som man indtil forleden konsekvent sparkede på porten, puster sig op. Alt hvad man gik og drømte om, alle ens passioner, vilje, styrke, mod og medgang er forsvundet. Man går på arbejde – det gør man da, men i robot-mode. Man får intet fra hånden. Alt imens man tænker at man jo er klar over, at man overhovedet ikke ville kunne eksistere uden den anden. Hvad skulle det hele gøre godt for, hvis det ikke var for os og kærligheden. Så husker man sine børn. Sin familie. Og ved at man er nødt til at være stærk. For dem. Men man ved ikke hvor man skal hente styrken fra.
I mandags var vi inde og få taget blodprøver. Det skal gå den vej, siger lægen. Man kan ikke bare sende en person i en MR-scanner, man skal lige have noget at gå efter først. Jeg kan godt forstå det. Men det gør det ikke let.
I hvad som føltes som en lettere tåget tilstand, tog vi plads hos lægen igen i går morges, for at få svar. Alt var fint…. Alle prøverne var lige som de skulle være. Kolesteroltallet var stadig for højt, men det var dog lavere end sidst, så det var altså faldet.
Alle tal var altså fine. Intet i vejen med organerne 🙏🙏🙏
Med stor sandsynlighed er det ‘bare’ en diskusprolaps, som Gildo nu har. Vi blev sendt videre til røntgen, det kunne ordnes på Bispebjerg Hospital, de har en ‘drop-in’ ordning, så man heldigvis ikke behøver at vente i uger. Det er da altid noget. Så er det bare så mega drøn ærgerligt og totalt latterligt, at man ikke kan se noget som helst på et røntgen, når der er mistanke om diskusprolaps. Men sådan er vores system indrettet. Sådan er reglerne, fortalte vores læge. Nu bør der være ‘svar’ på røntgen i morgen, fredag. Og først her kan MR-scanning komme på tale.
Home safe for now
Vi er home safe for now. Og ved at vi skal gøre alt hvad vi selv kan gøre, for at forblive ‘safe’. Det vil sige, fortsætte med at elske hinanden hudløse ❤️ Fortsætte med dagligt opholde os i naturen. Spise sundt og varieret. Dyrke motion. ikke drikke for meget vin. Ikke spise for meget fedt, rødt kød, forarbejdede fødevarer, raffineret sukker og mel, frituremad og andet usundt. Vi skal sigte på at leve i et ustresset miljø. Vi skal altid, altid huske vores sårbarhed. Vores ydmyghed. Den ydmyghed som indtræffer når man pludselig enten står, eller tror at man står, og ser sin skæbne i øjnene.
En anden vældig vigtig ting, som jeg tager med, er at vi f. skal holde op med at skændes! Holde op med at skælde så meget ud. Blive så hurtigt sure. Og irriterede på hinanden. Det kan man nemlig meget hurtigt blive, tænker jeg, når man er to boss’er i den samme virksomhed (eller også ligger det i vores DNA? Hope not), som også både er mand og kone derhjemme og i dagligdagen, og begge to mener at ens måde at gøre tingene på er den rigtige. Dette på trods af – når det kommer til Gildo og jeg – at vi har helt opdelte ansvarsområder. Netop for ikke at træde hinanden over tæerne. Men man kan alligevel hurtigt blive stresset og irriteret. Af alle mulige årsager.
Holde op med at bruge så meget dum energi på at blive så irriteret og sur, det er jeg overbevist om at man skal gøre alt hvad man kan for, ikke at blive. Så lever man længere og sundere. Og alle dem som pisser én af på vejen….. Alle dem som enten er så usandsynlig arrogante, vær det pga whatever de nu end må døje med, alle dem som selv er så pressede, kede, syge eller hvad de nu står med, som gør at de har svært ved ikke at bevæge sig i vores frie rum, med den dertilindrettede passende omtanke, omhu og rettidighed som bør være et lovkrav – dem må man altså bare, for sin egen og dem man elsker’s skyld, være tolerante overfor. Så jo, faktisk ‘tolere’ for derefter at lade det dryppe af som vand ville være dryppet af, på et stykke imprægneret stykke stof. Og hvis man er rigtig god, kan man gøre som to unge, dejlige mennekser jeg kender, sagde til mig for nylig; Kill it with love ❤️ Let’s keep smiling 🙏