Man må satse her i livet. Store drømme, store ambitioner; store muligheder. Samtidigt; højt at flyve, langt at falde… Vi har alligevel taget hul på et nyt kapitel. Vi er på vej ind på et marked vi ikke har noget andet kendskab til end til almindeligt husbehov. Dvs i forbindelse med køb af bolig til eget brug.
I Sanfatucchio, Castiglione del lago , købte vi for lang tid siden en grund med et ubrugeligt ‘hus’ på (når man var indenfor var det som at være udenfor). Hver gang vi havde lidt til at sætte i stand for, investerede vi og endte til sidst med at få bygget denne drøm af en villa med egen swimming pool og skøn natur i Umbriens fantastiske landskab (vi bygger stadig… – læs også Vores husbyggeri ‘so far’)
Drøm stort
Klods op af vores grund var der tre ørige grunde til salg. Vi begyndte allerede for nogle år tilbage at drømme om at kunne købe dem og bygge huse som vi ville sælge i Danmark til personer med drøm som os, om at have eget hus i Italien. Men var ikke tilnærmelsesvis i stand til at spænde hestene for drømmen og galopere derud af.
Vi fortsatte dog med at drømme og henover sommeren 2019 var drømmen rykket så tæt på at vi prøvede at lægge et budget. Men da vi var færdige syntes vi stadig at det var for uoverskueligt. Nu havde vi i flere år spinket, sparet og brugt alt hvad vi kunne skrabe sammen på at komme videre med vores umbriske husbyggeri. Vi orkede ikke rigtigt at skulle fortsætte. Så lod drømmen ligge og ulme i skuffen sammen med en skitse af hvordan et par huse med swimming pool kunne se ud, hvis nu vi pludselig skulle kunne komme afsted med det. En kopi af skitsen havde vores arkitekt også fået
Vintersæsonen var hårdere ved os i år
Forleden nævnte jeg på Instagram, hvor maste Gildo og jeg var da vi endelig kunne lukke ned kort før jul og holde meget velfortjent fri. Vintersæsonen fløj afsted i så højt gear at vi ikke ænsede at være nået til jul, før vi endelig kunne kaste os ind over målstregen og trykke på stop-knappen. Vintersæsonen var hårdere ved os i år
Henover vintersæsonen havde vi skruet på nogle knapper i vores virksomhed, som skulle gøre det muligt at investere nogle penge i starten af det nye år. Men det var ikke før at vi gik tur i solen i Chiusi efter en skøn frokost på tredje juledag, at det gik op for os at vi jo nu ville kunne bruge det vi havde tænkt os at investere med, til at investere i de tre stykker jord der ligger her lige ved siden af vores hus i Sanfatucchio!
Pludselig gik det stærkt
Nu begyndte det at gå stærkt. Gildo ringede til familien Pippi, som ejer ret meget jord og ejendomme i Umbrien inklusiv de tre grunde vi havde set os varme på, indtil for 12 år siden, boede de faktisk selv to husnumre fra hvor vi nu bor.
Vi var egenligt begyndt at forhandle med Pippi-familien allerede for et par år siden, men det de ville have for jordområderne på daværende tidspunkt var alt for højt. Så vi takkede nej. Henover de sidste 24-30 måneder, skulle det midt i den saglige julefred vise sig, at de var blevet ‘møre’ nok til at vi kunne få vores råderum til at gå op med deres pris. For da Gildo var færdig med telefonopkaldet fra billedet her, var handlen mundtligt på plads!
Få dage før nytår fløj Gildo og jeg tilbage til København, vi havde restauranten fyldt med nytårsgæster d. 31. December. Den første januar havde vi lukket og så var det egentlig meningen at vi skulle være genåbnet d. 2. Jeg må i min træthed i julemånederne, have glemt at jeg først havde sat åbningsdatoen til d. 7. Januar. Så da vi nåede til nytårsaften var der med god grund ikke nogen der havde reserveret de efterfølgende dage. Planen var at åbne alligevel, selvom vi stadig var sindssyg trætte og egentlig slet ikke klar, dvs på ingen måde udhvilede nok til at starte op igen. Nogle timer før service nytårsaften, spurgte Gildo om vi ikke liiiige skulle tjekke om der mon skulle være dukket nogle billige flybilletter op, så vi kunne flyve tilbage til vores italienske rede d 1. Januar i stedet for, som planlagt, d. 5. Sørme så, der var da lige billetter tibage til Rom fra Kbh til 500,- per snude
NU gik det stærkt. Fra København havde vi telefonisk endeligt fået låst prisen og betalingsbetingelserne med Pippi. Fået lavet aftaler med de forskellige folk som skulle hjælpe os videre med alt det bureaukratiske. Og allerede henover efteråret havde vores arkitekt lavet tegninger af den skitse-kopi vi havde givet ham ❤️. Torsdag d 2. Januar havde vi møder med bygherre, arkitekten, landmåleren og Pippi. Fredag med revisoren, herefter blev købsaftalen endeligt udformet og sidst på eftermiddagen fredag d. 3. Januar skrev alle parter under…..
Nyt hus – nye husprojekter
Nu begynder et helt nyt kapitel. Et helt nyt eventyr. Vi skal i gang med at sælge hus projekter. Som det ser ud lige nu, i alt 6 styk fra mellem 75 og 100 m2 med egen swimming pool, have/terrasse og frugttræer, 2 parkerings pladser og adgang til tennisbane, ‘egendyrkede’ 0-km sæsonbestemte grøntsager (dyrkes af lokal landmand, ca 100 meter fra husene) samt egen sjettedel olivenlund på fællesareal med de øvrige nybyggede huse